Smukke Marie sang så dejligt

Jeg har skrevet det første digt til min oldemor Marie og hendes elskede mand Rasmus og det er et af de meget få af mine digte som er fantasi og en drøm om hvordan deres første møde kunne have været..
Jeg synes hun er så ufattelig smuk og hun var den mest milde kvinde jeg har mødt.

Hendes bløde hænder strøg mig over håret, og jeg sad tit på hug ved hendes side og lyttede til hendes fortællinger om hendes og min mormors liv.

Hun fortalte mig om sin eneste ene, sagte og roligt fortalte hun denne unikke ulykkelige ægte kærligheds historie, jeg har gendigtet frit.. Hun kunne finde på at synge for mig, og jeg husker vi sad ude i haven, hun sad på en bænk under et stort kroget æbletræ, jeg sad og tegnede lidt i gruset og vi små snakkede om de smukke glansbilleder hun havde vist mig. Jeg havde sppurgt ind til dem og så at der på en af billederne var en ung pige med en broche med en hvid blomst. Jeg beundrede det og hun sagde " Det er en alperose, en blomst fra et land med høje bjerge, og så begyndte hun at stille at synge http://www.bjornetjenesten.dk/teksterdk/sangeviser.htm#Alperosen

Jeg forstod ikke hele teksten i starten, men lyttede mest til melodien og slutningen, og så husker jeg næsten duften i haven den dag.

http://http://www.bjornetjenesten.dk/teksterdk/sangeviser.htm

"Op hun steg, og faldt så ved hans side

og lå knust hos ham ved klippens fod.

Alpens roser var ej længer hvide,

de var farvet rød af deres blod."

tekst :Alperosen # Alperosen Trille Alperosen

Den sang var en større tåre fremkalder end alverdens romantiske film senere.

Men også denne I en sal på Hospitalet kunne skabe billeder og følelser.. snøft.

Marie fik mig til at danne billeder og drømme om den smukke kærlighed. Hun mistede sin første mand Rasmus, han fik koldbrand og hun lyttede til hans skrig da benet blev sat af på Sakskøbing Sygehus, fordi de boede i samme gade lige overfor vinduerne ind til det sted hvor de opererede ham.

Men han nåede, at give hende det kærligheds barn som blev min elskede "mor" eller rettere mormor.
Men herinde på min digte side skriver jeg "mor" hver gang hun nævnes og hendes rigtige navn var Kristine Hansen

"Mor" fandt også manden i liv sit liv, Charles Hansen og de fik 10 børn

Ernst

Jytte

Karen

Sonja

Kaj

Birgit

Bent

Anni

Grethe

samt en uanvngiven lillebror der døde få timer efter fødsel.

Derefter børnebørnene Jan, Ole, Lene, Charlotte,Bjarne, Benny, Brian,Michael, Karsten,Marianne,Johnny, Bjørn, Hanne, Kristian, Pia, Claus og oldebørn Rikke,Tina, Nikolaj, Mia, Tim m.fl samt tipolde og tiptip og mange flere jeg ikke kan huske..

En arbejder familie fra Lolland, en masse skæbner, kærlighed, sammenhold og styrke... mine digte begynder næste side :

Marie og Rasmus 1912

Tiden var nittenhundrede og tolv
gaderne dækket med brosten.
Husene små, så tæt, så tæt
i den lille by, hvor
den smukke Marie og hendes søster Ellen
løb på skøjter i havnen.
Pakket med is bød den op
til livsglædens dans..!
Marie snurrede rundt, sang og mærkede pulsen
da øjnene låste hende fast, i et berusende blik!
Han tog hendes hånd
det skulle være for sjov.
Alle var jo kåde af leg
men i øjnene sjælens spejl
mødte han sin drøm!
hun rørte sig igen..
jeg er Marie og hvem er så du?
Mit navn det er Rasmus, kan vi mødes igen?

1912

Rasmus med koldbrand

De slap ikke hinanden af syne, og blev viet i maj
og den allerførste dag i februar, kom hun den lille..
De boede i hjertet af byen
i en smal gade i et hus med to rum
Deres kærlighed til hinanden og barnet gav dem alt.
En dag efter en hård dag ude i frosten
måtte Rasmus give op og gå hjem.
Marie tørrede hans pande og kyssede hans hår
foden var blå, lægen kom
det var koldbrand, den skulle af!
På den anden side af gaden, lå sygehuset
Marie hjalp der med at vaske og skure
Nu måtte Rasmus afsted
og i stuen sad Marie forstenet
hun lyttede til skriget, ingen tror på er sandt.
Han mistede sin fod
hun hørte hans skrig, og lykken slap.
Hun sad ved hans side og greb om hans hånd
Han gled væk og lod hende
og lille Kristine tilbage.

1915

Oldemors datter Kristine

Lille Kristine fik en stedfar
han hed Peter og var mørk i sit sind
han og Marie fik en datter
hun var ikke som andre, nok lidt sinke
ingen turde dog sige den sandhed til ham.
Henne i landsbyens røde skole
hjalp Kristine, alt hvad hun kunne
for at skjule og lade som om.

1918

Kristine Hansen Radsted

Mødet med Charlo

Kristine var endnu et barn
på vej til en voksen
da hun spinkel og angst
stoppede et kobbel heste
på den gård hvor hun var.
Først i pladsen i Sakjøbing
hos den fine dyrlægen der
fandt hun den indre ro og
gav sig lov til at danse
en festdag i en høst.
En mand med hår som en flamme
fik hende til at blusse og le
øjnene var milde og nu var de to.

1927

Charlo Hansen Radsted

Barndomshjemmets stråtækte hus

I et hvidt hus med stråtag
og bindingsværk hos Marie´s tømrerfar
fik de lov til at bo
Huset lå ude på landet
tæt ved en rindende bæk
grønne marker med stengærde
tær ved ligger kirken
med sit søsterlige spir
der var højt og smukt.
kirkeklokken hørtes altid
i en sagte stemningmelodi
mens livet gled forbi og
Carlo og Kristine fik 10 børn
de tog imod dem i kærlighedens favn

1928