Herregud, et lille barn er da altid plads til....

Inden alle børnene blev født og Kristine og Charles mødte hinanden, havde Marie som enke med en lille pige måtte gifte sig igen og fik en datter med Peter. Hun var ikke helt normalt udviklet og Kristine fik skæld ud og blev hånet af sin stedfar, hvis hun ikke passede på lillesøsteren i Den gamle røde skole i Øster Radsted. Lærene i skolen måtte ikke opdage at Kristine lavede alle opgaverne. 
Det var et dystert hjem undtagen når Marie var alene med pigerne, men barndommen var ikke så lang dengang. Når konfirmationen var overstået skulle pigerne ud og tjene på gårdene dengang.
Det var en barsk tilværelse og ensomt om natten og aftenen uden at være tæt på dem der var ens kære. Der blev fældet mange tåer i de tunge dyner i pigeværelserne, og sikkert også på karlekamrene.
Min "mor" fortalte mig engang om en helt trauamtsik oplevelse hun havde som ung spinkel pige på gården. Hun skulle holde et spand heste og måske mærkede hestene hendes angst, eller de blev forskrækkede. De løb løbsk og hun hang fast et stykke tid.
Hun kom ud i en stuepige plads hos forvalteren til Sukkerfabrikken og det var et drømmejob for hende, en masse ro, tryghed og omsorg. Hun kunne begynde at være en ung kvinde, og tog en dag ud og danse, og der var så den flotte rødtop af en mand 9 år ældre og fra Falster med forældre der var udvandret fra Sverige.. hans mor hed Charlotte..
De blev et par, blev gift i Radsted kirke og fik lov at flytte ind i den ene ende af huset hos Marie far tømrer Kristen Hvidt i hans selvbyggede stråtækte hus på Bækvejen i Radsted.
Der blev alle 10 børn født og der blev arbejdet hårdt, børnene flyttede ved 14 års alderen, så skulle de ud og tjene.
Da jeg blev født i 1955 boede der 4 børn hjemme.
Min mor Jytte fødte mig på Sakskøbing sygehus og fik en alvorlig lungebetændelse der varede en måned efter fødslen.
Jeg blev hjemme, mens Jytte arbejdede på et alderdomshjem og tiden gik hjemme i Radsted stille og roligt.
Jeg blev bare endnu et lille barn derhjemme, og var til glæde og fik en masse omsorg af de store, for andet var der ikke nogen der kendte, og ordet "mor" blev givet til den stolte mormor og sådan blev det.

Jeg hørte ikke så meget til min biologiske mor i de år..
For mig var hun en storesøster.
Hun gemte sig viste det sig.. 
Men i Radsted...var der husrum og hjerterum og herregud en ekstra lille mund at mætte var ikke noget der blev gjort så meget ud af dengang,( det var et løst problem)  en kartoffel mere eller mindre
Ernst den ældste søn var også hjemmeboende på grund af hans lammelser efter fåresyge som 14 årig, og senere som 29 årig kørte han galt og blev halvsidig lammet ved et motorcykeluheld. Han boede på loftet i et værelse med vindue ud mod Bækvejen.
Jeg sov i soveværelset indtil alle var flyttet hjemmefra, og kan svagt huske jeg fik det eneste børneværelse helt for mig selv.
Der var ingen varme derinde, så jeg ved hvad is blomster på ruden er en vinterdag, men når dynen var forvarmet inde ved kakkelovnen, og man kom i seng tænkte man ikke så meget over det. Tæerne blev indenfor. Jeg elskede at være på værelset, og kedede mig aldrig.
Jeg havde også fået et udhus, som min morbror Kaj havde bygget til duer som legehus. Hvor har jeg do leget mange gode timer derinde, det var roomservice før det blev opfundet.
Jeg fandt alle mulige  gamle ting og pyntede derinde, og genkender lidt i min kolonihave hygge idag.
Vi havde vist verdens bedste have, det vidste jeg ikke dengang, tog det som en selvfølge.
Blommer
Svesker
Ribs
Solbær
Stikkelsbær
Hindbær
Jordbær
Rabarber
Og alt muligt der blev lagt, sået plantet hvert forår, som man spiste af og guffede i solen istedet for slik, jo 50érne og 60érne´s barndoms rammer, var faktisk fantastisk sunde. Bortset fra bonden på nabogården der kørte med gift på marken, så halvdelen af en stikkelbærbusk gik ud på et par timer, men det tænkte ingen over kunne ramme os.
Vi var med når " mor" arbejde med at luge roer i foråret, bortset fra da ROEBØRNEHAVEN åbnede oppe ved kirken, det har jeg beskrevet på en side for sig selv.
Men roerne skulle også op med håndkraft, det gjorde "mor" om efteråret, et hårdt job.
Hun tog alt forefaldende ud over, hun gjorde rent hos Brugsmanden og konen, en ære dengang, hun plukkede æbler og alle børnene var så meget med de kunne, eller de store passede de små.
Der blev slagtet, syltet, bagt, kogt så spisekammeret altid den var fyldt med alskens krukker og kunne redde en dag med uventede sammenrend af de glade og meget elskede børn og børnebørn.
Lørdag formiddag blev der vasket og skuret og bagt boller og borgmesterkringle med fyld, så kunne kaffegæsterne forkæles, og radioen spillede "Er du dus med himles fugle"

Kristine var lynende intelligent og knivskarp i analyserne af evt. kommende kriser og kaos i familien, som hun klarede i baggrunden hver gang.
Vi har løst mange små og store kriser ved opvasken, så lukkede vi døren til stuen og fik lidt ro. 
Hun var en stærk klog kone, hun kunne have læst til hvilken som helst uddannelse, men hun fødte 10 børn og de blev hendes liv. Og så havde hun humor, en skøn og smittende latter og et stærk årvågent blik..
Min morfar "far" arbejde mest på sukkerfabrikken og slæbte sukker sække, eller hos entrepenør Damand og Pizac, hvor han lagde asfalt på mange veje på Lolland Falster og når han kom fra arbejde kunne han godt en sommerdag tage en tørn i roerne.

Han gik foroverbøjet af ryggens slid, han havde urolige knæ ved vejrskifte og han brugte snus, fortalte sjove små historier og var det hyggeligste konfliktskye menneske jeg kender.. 

Ja ja .. "lille Rikke" kaldte han pigerne, derfor kom min datter til at hedde Rikke.. 

"Mor og far" elskede hinanden på den smukke måde, og jeg kommer mig nok aldrig over, at jeg ikke fandt den samme livslange kærlighed, som jeg synes er så smuk, men sådan er vores skæbner forskellige..

"Glemmer du, så husker jeg"