Digtsamlingen "Smedens kone"

En dag i august krydsede vore veje
jeg var næsten atten år,
da jeg så din lange ryg
dit smukke, mørke, krøllede hår
der faldt blødt ud over den hvide anorak.
Jeg troede ikke mine egne øjne
da vi standsede ved det samme hus.

Mit åndedræt var væk
mit hjerte hamrede, da jeg så din profil.
Du blev min nabo, og jeg var ramt som et lyn.
Din charme og humor blev min skæbne.
Da vore læber mødtes i det blideste kys,
var alt andet fortid og livet i gang.

En dag da vi gik en tur
det var koldt, så sagde du sagte
"Kun du skal være mor til mine børn."
Lidt rystet svarede jeg,
vi kender jo næsten ikke hinanden endnu
Du svarede mig ikke
men knugede mig tæt
jeg glemmer det aldrig,
vi var et.

Vi blev gift en solskinsmajdag
nittenhundrede og fem og halvfjers
i min barndoms kirke med det høje spir
Brudekjolen var lang i fejende blødt stof
jeg havde en smuk hvid hat på

Du havde bestilt min brudebuket
jeg havde lagt min makeup
da buketten kom i en papkasse
jeg kiggede ned, og tårene løb..
.
Buketten var den smukkeste i verden
med sine enkle farver og opbygning.
Der var lilla og rosa orkideer
rundt om hvide duftranker og grønt.

Jeg elskede dig for det
den var en kærlighedserklæring
et symbol på din vilje og smag.

Vi var bare alt for unge
du og jeg
jeg var nitten, du kun toogtyve.

Vores temperamenter gnistrede
vi lo og elskede alle steder
blodet kogte og efter et skænderi
endte vores kroppe i elskov - dengang...

Når du kom fuld hjem
i dit svedige arbejdstøj,
standsede du i døren
inden du gik ind i stuen.

Din dårlige samvittighed
fik dig til at stoppe op.

Der sad jeg, du vidste godt du havde fejlet,
men de andre smede havde jo lokket.

Du var smed,
store, stærke, flotte
smede holder indkitning,
fødselsdage, fejrer landsholdet
der vandt, osv., osv.
De skiftes til at give
en praktisk ordning for øvrigt,
fordi ingen har jo i virkeligheden råd, vel?
Nu skulle jeg tirres til at skælde ud,
du blev ved til det lykkedes...
når jeg græd, sov du.

Alt nag blev glemt
vi fik nye oplevelser
humoren var et våben mod vreden.
En dag, du kom fra arbejde
kunne jeg fortælle dig
at jeg var gravid,.

Du tog mig i din favn
hvor var vi lykkelige.
Vi drømte og talte
lange nætter om den lille.


En dag i august fik jeg veer
så kom hun til verden
den vidunderligste baby
man kan forestille sig.

Hun var som en lille dukke
runde kinder med smilehuller.

Jeg stod med hende i favnen
ved vinduet ud mod sundet
tænkte på min barndom

Som en lille pige i kastanietræet
der fik ændret livet, tilliden
da jeg fik sandheden
min "søster" var min mor.

Jeg knugede vores lille pige
ind til mit bryst og svor en ed
Jeg kunne aldrig slippe hende
uanset hvad der skete.


Du sad uendelig stolt med hende i favnen
rørte de små hænder, vi havde skabt.

Du var som bjørnen.
Vi prøvede at skilles
men det mislykkedes...

Vores bånd var for stærke
vi elskede vores lille krøllede unge

Du åbnede favnen
som en tryg bamsebjørn
jeg gled kælent ind til din krop
dine varme øjne,rare stemme
kunne låse mig fast for evigt.

Det var kun spiritussen
som fik mig til at se rødt
og knurre ildevarslende...

I en tid med ro og harmoni
skabte vi endnu et barn
også en pige, en lille skorpion


Hun havde de mest udtryksfulde øjne
havde små, fine, slanke fingre og lange ben.

"Smeden" var i Angola og arbejde
da jeg skulle føde
men han valgte at tage hjem.
Vi tog imod hende begge to.

En rigtig lille kernefamilie.
først fire, fem år senere
det gik rigtigt galt
og alkoholdens skygge
var i kulissen
Jeg flytter med pigerne
og vi skilles.

Min kærlighed er slut, men
det har givet to piger
som i deres livs svære øjeblikke
vil bebrejde mig, deres mor
at jeg ikke kunne formå
at holde sammen
på deres livsgrundlag


Far, mor og børn...en gammel leg


Hvor ofte har jeg ikke
som fantasifuldt barn
leget den leg
troet så tillidsfuldt på den


Ilusionerne brister
håb svinder op.

Fælles målsætning
for det vi benævner
" livet"
kolliderer i en duft
af gammel Tuborg


Mislykkede fester
kramagtige ferier
alt sammen
for at lege
"far, mor og børn"


Jeg gider ikke lege mere.

Smerten får mig til at skrive ord
ord der forløser kramper der er i min hals.
Tårerne ligger og lurer i kanten.
Jeg gider ikke have dem, hvad skal det hjælpe?

Jeg må tale med nogen, der er ikke nogen - så jeg skriver.
Jeg får lidt selvmedlidenhed
når jeg læser det, jeg har skrevet
men det er jo dybest set også meningen.

En slags selvtrøst, for jeg kommer jo over det. Det gør man altid...
men hvorfor pokker skal det regne så utroligt længe hos mig?

Hvad er det at være stærk?
Hvilke forventninger har man til ordet
er det at kende sig selv, sine rammer?

Jeg er stærk nu, jeg kender mine mål,
mine rammer, og i dem vil jeg digte
male og tegne om det liv, jeg fra nu af får.

Så må mine børn dømme mig, hvis de vil.
Men i dag har jeg truffet et valg
Jeg vil være stærk, jeg vil!

Børnene sover, lysene er slukket, kun TV er tændt.
Jeg har hentet min dyne,
lavet kaffe, der skulle komme en film,
pludselig hører jeg trin på trappen
jeg kender lyden nu, det er ham, han savner mig.

Nu vil han have trøst, hvis jeg åbner
vil han smile og være rar
men hvis jeg be'r ham om at gå?

Langsomt skruer jeg ned for lyden.
Der bliver banket på, hele tiden
han har nok set skyggerne fra TV.

Han ved, jeg er der, nu banker han hårdt
Væk ikke børnene, væk dem ikke.

Jeg klarer ikke konfrontation, nu det er min styrke der prøves.

Han hulker "Luk nu op"
Åh Gud, han er beruset,
efter et par ord kan jeg høre det på stemmen,
den er grødet, lejligheden er pludselig min fæstning.

Den store pige vågner
jeg glider stille ned under dynen til hende
forklarer stille, hvorfor hendes far ikke lige må komme ind.

Da han endelig går, lytter vi længe efter hans skridt.

Min lille kloge pige, der har set så meget
forstår uden så mange ord, hvad der er bedst
.
Jeg er taknemlig, for det nemmeste var ikke det bedste
men man føler, man balancerer på et knivsblad
få forstyrrelser, bringer èn ud af balance.

Han skulle hente sin datter,
hun var fin i tøjet, havde pakket tasken,
et spil matador og et sovedyr.

Farvel mor, nu skulle de hygge sig.

Hen på aftenen kom en grædende pige
i hånden havde hun sin bold.

"Far sover, han kan ikke lukke mig ind"
12 års minder fløj gennem min hjerne
Åh. jeg føler nu, jeg har fejlet
hvor tit har jeg ikke rusket i ham
for at vågne ham af en rus

Han eftersøgte dig ikke
nu var jeg løvinden
jeg løb over til ham brølede
råbte og skreg.

Det var som et mareridt.
Han så dum og bøvet ud, vidste ingenting.
Tænk, hvis jeg ikke havde været hjemme.

Hun er uligevægtig nu
jeg er hidsig, opfarende og anspændt.
Hvad sker der næste gang?

Hvad skal jeg dog gøre?
Skal jeg rejse væk?
Nægte ham samkvem?
Hvorfor ødelægger han min tillid?

Jeg er snart færdig, underlaget smuldrer
der er kviksand under min tilværelse
der må komme et tegn ovenfra
ellers klarer jeg det ikke.

Flytte ind, skifte liv
nye steder
bakker og smukt terræn.

Her går solen også ned
du er rolig, harmonisk
det er vindstille.

men sanserne
har vakt en svag brise
en brusning bringer
det sarte sind i bevægelse.

Kufferter pakkes
farmors gave
undertøj og bamser.
Glade piger med
forventningens glæde
bliver kørt til stationen.

Toget kommer ind
hvor bliver han af?

Pludselig er han der
den lille putter
fingeren i munden
kikker lidt betuttet,
det er jo hendes far.


Jeg kysser pigerne
hils alle og god tur
det var deres mor
han skuffede så tit.

Det er fortid nu
men dybt i mig
sidder angsten..

Og der kom uro og og angst
i hendes lille, sårbare sind.
Øjnene, sjælenes spejl
blev atter kulsorte.

Hun havde drømt en drøm
tog om min hals og sagde:

Mor jeg har drømt om far i nat
at de skulle på skovtur
men han blev hele tiden væk.


Jeg skulle bo hos ham
men de puttede ham i fængsel.

Jeg kan høre smerten i hendes i stemme
jeg kan føle hendes spændte krop.

Jeg kan give hende tryghed.
Men savnet findes i hende
er en del af hendes sjæl
og vil aldrig forsvinde.

Natten og mørket
forstyrres af stemmer
nede fra gaden
en råber, en skriger
Togene kører forbi,
skyggerne splintres i mørket
mens hjulene hamrer mod syd.

Farverne blandes med ord,
sanserne males med pensel
og afslører det
der sker under facaden.

Når tankerne får lov
at flyve på fantasiens vinger
bliver livet længere
mere intenst, men har sin pris

Natten og mørket
forstyrres af stemmer nede fra gaden
en råber, en skriger
Togene kører forbi,
skyggerne splintres i mørket
mens hjulene hamrer mod syd.
Farverne blandes med ord,
sanserne males med pensel og afslører det,
der sker under facaden, når tankerne får lov,
at flyve på fantasiens vinger, bliver livet længere,
og mere intenst, men alt har en pris, i ensomhedens bo.

Du forstår måske
for meget uden ord.

Indsigten og intuitionen
bliver et redskab, der kan bruges
når du smiler og taler med alle.

Bag muren ligger klippen
du holder balancen
kæmper lydløst
i det oprørte hav.

Hver eneste dag i mit liv
når jeg åbner øjnene og ser.

Når jeg trækker mit vejr
bevæger min krop
har jeg et valg.

I dette splitsekund
vælger jeg
at skrive om magten
i evnen til valg.

Hver eneste dag i mit liv
skal jeg kæmpe med ansvar
for dagen og natten.

For mine børn samt for dem
jeg påtager et ansvar for hver dag.

Min fantasi og handlekraft
er i sandhed et valg.

Hver eneste dag i mit liv
ser jeg på mine fejl
de veje jeg gik.

Alt det jeg mistede.. men
jeg har øjeblikke
af lykke fra venskab og børn.

Jeg vil jo gerne møde èn
og fortsætter mit valg
min søgen og åbne sind.

Men hvem venter derude
som gir' alt det jeg savner
af ømhed og omsorg og trøst.

Et menneske som kan elske
og lade den sidste
del af livet
fyldes med skønhed
livglæde, vildskab og ro.

Det vil jeg bede en bøn om
og håbe at nogen kan høre
et sted mellem luftens vinde

jeg vil elske og leve ..
jeg vil forføres igen ..

Vores kriser førte os begge

til et liv et andet sted

gav os udvikling og vækst

Kreativitet, højskoler

skønne kærester

nye job gav mod..

Det var det rigtige valg

at skilles dengang

Var det fordi vi blev stærke

at vi langsomt nærmede

os hinanden igen?

Din livsbane

var i et helt andet univers

du var i en teaterverden.

De mennesker

der findes der, vil det bedste.

De vil kammeratskab

de vil samarbejde.

Du brugte din kreativitet og

opfindsomhed konstruktivt.

Du ringede glad

havde fået erstatning

ville have os med

for du gav mig æren.

Jeg valgte et ja

et ja til smeden.

Pigerne og jeg

på vores livsrejse

sammen med dig

En rejse til østen mystik

tændte elskovsilden igen.

Dernede blev der skabt

et nyt liv i mig.

Vi var jo skilt

det var ikke meningen

men livet var der

da vi kom hjem.

Tror vi på Gud

at der er en mening med alt?

Vi fik en lille dreng

der ligner dig

Kan jeg elske mine børn

uden at elske dig?

Jeg har prøvet

det er svært

at skille livet ad.

Og jeg fødte vores søn
aftenen før stod du, vores yngste
datter og jeg
og lyttede til denne
smukke sang,
på Nykøbing F
Teater d. 30 oktober
1992 ..

Bjørnen vågner
Povl Dissing & Benny Andersen





Vi viser andre eksempel
på hvad ægte kærlighed er
i en moderne opbrudstid
hvor mennesker
af bare stædighed
i frihedens navn
holder fast i et brud
selvom de dybest set
på den sidste dag
vidste hvem der var
den eneste der kom til
at betyde noget...

Som ord ikke kan beskrive.

Her vil jeg nu gå
mod strømmen med dig,

Trods kriser og kampe
er de højtidspunktminder
jeg henter frem
ofte der, hvor du var med.


Vi er gode til at nyde naturen
stranden, vi er gode til at nyde
god mad og almindelig mad.

Vi har samme humor
Vi er gode til at være
helt stille sammen

Er det naivt at elske
og tilgive hinanden?

Men husk det er vigtigt.
du vælger din vej,

vi følges af kærlighed
hvis du kan og vil det.

Nogen gange elsker du
bare ikke dig selv nok
til at ville gøre livet rigt
på gode oplevelser

det er dit problem.

Vi forlader dig aldrig helt

Vi har evnen til at tilgive.

Hvis du vælger det destruktive
er det ikke vores skyld,

dit valg mest synd for dig.

Vi er altid i dit liv, ræk hånden ud og mærk...

Når du gør det dejligt at leve for mig,
føles det ikke bedre af nogen anden.

Vi havde nu hver sin lejlighed
men var venner
du havde boet hos mig

nogle dage for du var syg

svimmel og snøvlede.

De fandt den i scanningen.

Du ringede til mig

Tiden stod helt stille

Pludselig kørte vi to

sammen derind

du lå i ambulancen

Uvirkeligt ..

Din svulst skulle fjernes

fra den store plads,

den havde tiltusket sig

Det gik godt, du kom dig

blev mobil igen...

men inde i min mave

var der en angst for sandheden.

Da vi sad overfor lægen

stod tiden stille, helt stille

Den var ondartet

du skulle have stråler

den kunne vokse

inde i dig var en fjende.

Noget udefra, der blander sig i vores liv,

Vores dramaer og kærlighed, det er ikke os to

det må være nogen andre, man har set det på film
vi har læst det i blade, men virkeligheden er her.

Jeg mærker smerten og angsten for at miste.

Angsten for at være for bekymret, for bange, for urolig,
for negativ, for pylret og for meget...

De siger det hjælper, og vi lytter til deres kloge ord,
men det er dig der skal over det...

Igennem tunnellen af stråler, der gør hvad?

Stråler der helbreder, stråler der er usynlige,
skal gå gennem hele din krop, dit hoved

dine tanker, dit hjerte, dit åndedræt og din sjæl.

Tør jeg tro på usynlige stråler, tør jeg tro

du kun bliver træt, pyt med om du mister dit hår

Din vilje og stærke kraft vil hele dig,
jeg vil elske dig, du lever i vores børn

de er skabt i kærlighed, og glødende elskovs nætter

Jeg kan ikke tænke klart mere, ordene snubler,
jeg frygter nok mest af alt i verden,

at den eneste der nogensinde, har elsket mig

så højt som du, ikke længere kan holde om mig

når jeg rækker armene ud, så du må ikke give op,
for alt hvad vi har kæmpet, lad os vise alle

hvor stærke vi to er til livet, uanset hvad.

Vi satte os i bussen i morgenmørket.

Mennesker ramt af skæbnen
sad side om side

Vi ved ikke ,når det slår ned
Vi har altid en vigtig livsproces i gang.

I bussen mærker vi hinanden.

Vi blunder, men sover ikke -

Din rolle skal spilles, scenen er sat
hjertet skifter mellem galop og slow

Dit navn bliver råbt op, vi rejser os op
nu er det nu..

zonen mellem liv og død er hårfin.

Sygeplejersken hilser på os
vi genkender hende fra før - hun smiler

er det for at berolige eller hvad ?

Lægen sidder bøjet over sine papirer
vi stirrer på ham, -

som en anden slags virkelighed

en virkelighed hvor tempoet er frosset
blitz sekunder ......

et af gangen, vender han sig mod os...

Så er det , vi mærker det i rummet,
og ser det i hans øjne glimtet i øjet

" livs beskeden"
der var intet på billederne denne gang.

Hvis nogen tror
at jeg er udenfor

at jeg er isoleret
ensom tar' de fejl
meget, meget fejl.

Jeg opsuger energi
i roen omkring mig

jeg føler, jeg er til
at der er en mening
med mit liv
mine valg og fravalg.

En følelse af omsorg
kærlighed til mine børns far

pumper ud af mit hjerte og hjerne
som pulsslagene fra livets blod.

Indimellem slår mit hjerte så hårdt
i mit bryst, at jeg føler det kan ses

når mine hænder kærtegner dit
hoved med alle de nye hår

der strækker sig mod solen og livet
er jeg der, hvor jeg vil være.

Ingen anden i mit liv
kan sætte mine følelser
i så stærk en storm
.

Vi er måske naive
men et eller andet sted
er vi tæt på Guds mening
med livet og kærligheden.

Jeg vil gerne tilgive og forstå.
Her hører jeg til .

Det her vel min skæbne
at mødes og skilles igen

Denne gang er jeg ikke bittter
det var det rigtige valg
baseret på forkerte i fortiden

Vi må tage ansvar for livsvalgene

Vi kom igennem din sygdom
du valgte dit gamle "jeg"
Hvorfor skal det ramme os igen?
Du kan ikke gøre for det
jeg må forstå at alkoholden
er dit "sande" jeg i livet.

Din sorgfulde last.

Hvis vi bliver sammen visner jeg

Guitaren spiller i nattens lys
min dreng spiller så smukt
sidder i kurvestolen
bag ham hænger det smukke
grønne elefantmaleri
malet af hans søster
det glimter og den grønne farve
har samlet de lyse
håbefulde farver i mit hjem

Han læner sig bagover
helt rolig men uden ord
fylder han hjemmet med toner
spanske og følsomme
sitrende lyde, han er
født med sans for musik
i stearinlysets skær
han giver mig noget igen
musikken er hans sprog

Det menneske jeg har skabt
er en perle af guld
den kærlighed og samhørighed
alle mine børn er fyldt af
vil gå videre i arv
jeg har jo lykken her
skabt i elskovens navn
selvom livet er indviklet
og jeg ikke er perfekt


Han er som et med guitaren
sidder som et kunstværk
skabt af to mennesker
på en rejse i thailand
en rejse for livet
to fraskilte forældre
der prøvede at elske igen
i sansernes og østens mystik
men se nu, se hvem vi skabte