Mine små erindrings glimt

Vejen til Brugsen


Den lå midt mellem vejene
Smedestræde og Bækvejen
Langsvejen og ja hvad hed de?

Udenpå sad billederne af Havre
altså pigerne på reklamen
vinduerne var store og fyldte

Brugskonen var lidt rund
men stilig og høflig spørgende
Hvad skulle det monstro være?

Nede i lommen lå der en seddel
i posen var mors sorte lille pung
Der blev altid lagt en ti øre til slik

Hvis solen skinnede sang jeg
og så på mosen, på skræppebladene
stoppede ved åen og smed sten i.

Ved baneovergangen passed jeg på
lyttede og hoppede hurtigt over
hilste på Københavner fruen

Nogen gange fik jeg lov at komme ind
satte mig høfligt på kanten af plystolen
og havde plukket blade til papegøjen

Hun elskede sin snakkede fugl
den var låst inde og langt fra familie
måske som hun i banevogterens hus

Gik videre, fik en bolsje eller to
skulle hilse derhjemme blev der råbt
og manden vinkede glad fra haven..

Forbi den søde kone Ingrid
med alle sønnerne i huset
de boede tæt op af et andet hus

En enkemand med telefon i stuen
vi lånte den nogle gange
op over hang et maleri af blomster

Jeg gik forbi den lille smalle jordvej
deroppe boede Larsens
Hun var aldrig i dametøj, men sød.

De havde køer på marken året rundt
eller måske ikke i frosten tænker jeg
dem har jeg tit snakket med..

Deres store smukke øjne og muler
fulgte mig opmærksomt på min vej
traskede med langs med hegnet af stål

Så kunne jeg se vores stråtækte hus
omgivet af hække, piletræer og læhegn
tryghedens og omsorgens dejligste hus.

Mor ventede i køkkenet og smilte
tog posen og roste mig for mit køb
pengene stemte, jeg fik et knus

Jeg ved ikke hvorfor jeg handlede ind
det var nok mere en syssel
en måde at beskæftige pigebarnet på

Men det fyldte jo dagen og vejen
gav mig ansvar og tid til at gro
så vejen til brugsen var mere end god.
















"Kirken skal bare blive liggende"

"Kom nu" knurrede lærer Nielsen
han traskede rask afsted.
Hans brune sko satte store fodspor
vi hoppede for at gå i dem
og kluklo når det lykkedes.
...
"Så er det vist nok" lød det
Han kiggede strengt på os
og altid mest på mig
han vidste jeg kunne drille ham
drille med spørgsmål og ord.
Kirkegårdens tykke stenmur
var på venstre side
markerne til højre
og vores skole tæt ved
om lidt var vi allesammen der.
" Alle op i tårnet" forkyndte Nielsen
og vi adlød for det meste
for han kunne være streng
hvis det bibelske budskab
blev forpurret  af os, skolebørn.
"Hold jer for ørene" sagde han
Det må jeg vel selv bestemme
tænkte jeg overmodigt
og gik i knæ over klokkelyden
var det et smil på hans læbe?
Jeg var lidt rystet men lo
nå, pyt, det var bare kirkeklokken
den var baggrundslyd til livet
forår, sommer, efterår og vinter
kunne man høre når de kaldte..
"Ved I hvor helvede er henne"?
Nu kiggede han rundt på os alle
og vi gloede bare på ham
hvorfor sagde han nu det?
deroppe i kirketårnet?
Han pegede lodret nedad
med et overbevisende udtryk
Syv mil kære børn
lige under jeres fødder
under Radsted kirke er helvede.
Der blev stille blandt os
det var lidt skræmmende
han nød stilheden og skrækken
trøstede os venligt igen
"Kirken skal bare blive liggende"

Danseskolen Fru Skade og Frk. Elnegård


Det var en forårsdag i maj
jeg cyklede hjem fra skole
smed tasken fra mig
der var besøg i stuen


Den nystrøgede dug var lagt
de blomstrede kopper fyldt
med nylavet kaffe
bollerne var smurt
 

Kvindestemmerne fyldte
i hjørnet sad Ernst stille
med et smil på læben
lyttede til lidt landsbysnak


Jeg forsvandt ud i haven
på jagt efter noget sjovt
eller bare lidt alenetid
og efterlod stuens hygge


Men efter en lille stund
blev der råbt mit navn
jeg kravlede ned af træet
og stod med uglet hår


Fru Storck sagde sødt
" Skulle du ikke til dans"?
bag mig lå knæstrømper
og de hvide dansesko


Min mor lo af mig
tog en kam og en klud
pludselig var jeg helt fin
men sjælen gad ikke danse


Oppe i forsamlingshuset
stod Skade og Elnegård
parat til en times dans
udenfor fløjtede fuglene








 


Mergelgravene som legeparadis


Kan ikke huske første gang
men vi fandt altid derhen
os børn, børnebørn fra flokken
vi blev draget af vandet
af stilheden og det farlige



Måske var første gang nu
for 50 år siden, altså i februar
en vinterdag med frost
skøjterne over skulderen
eller kælken i en lang snor


Vi havde hjemmestrik
sokker, hue og trøjer i uld
det kløede og kradsede lidt
men vi glemte det i legen
snedriverne var kæmpestore


Husker stadig lyden af is
der knækker og knager først
det er ildevarslende sjovt
vi sprang fra isflage til isflage
fik ildrøde kinder i kampen


Kendte de voksne vores leg?
hvordan turde de give os lov?
Ingen af mine havde fået den leg
men kors hvor er de snydt
for legen på en mergelgrav


Skomageren i Nørre Radsted


Det kunne ikke blive værre
et lille skummelt hus
knirkende uhyggelige døre
mørke vinduer uden blomster
en muggen og sur skomager
der ikke kunne li´børn


Men skoene skulle jo laves
og afleveret blev de
med tilbageholdt åndedræt
og bankende hjerte
ind i denne kulisse af vrede
for at få sine dansesko



Ishuset ved Øster Radsted


Inde bag ruden var det dejlige
istarten stod jeg på tåspidser
damen inde bag ruden var så flink
altid sød og venlig og tålmodig.

Hun havde et liv, og en ægtemand
der var en bolig bag den lille rude
men for mig, forblev hun derinde
et smilende ansigt der solgte is.

Men gemt bag en smilende facade
lå der en bitter sandhed
eller ihvertfald en landsbydom
for hendes mand hjalp tyskerne.


Underligt som vi blev berørt
det gjorde virkelig en forskel
min mor havde set flyverne komme
og livet ændrede sig for alle


Og bagefter de mørke år
var det ikke nemt at leve videre
hvis man havde været tyskerglad
iskonens mand blev kun tålt








Fester og Rundesange


Stuen skulle tømmes helt
borde blev sat sammen
stolene på række
en hvid nystrøget lang dug
eller to, tallerkner, bestik
lysetager i sølv og blomster
fundet ude i haven


Men inden alt dette postyr
roelugning, æbleplukning
rengøring hos bondekonerne
og lønnen gemt i pungen
grisen slagtet og parteret
steg, sylte, medister og fars
alt lagt i sirlige poser
og kørt op til frysehuset


Sengetøj vasket og strøget
madrasser luftet
skabe og karme vaskes af
i sæbespåner og knofedt
Syltetøj til bollerne
henkogte svedsker
syltede rødbeder,agurker
de stod på rad i krukker


Tøjet til festen købt
sko og fine strømper
håret klippet og måske
krøllet af frisøren en dag
søvnløse nætter og tanker
hvem og hvor og hvordan
Aftale med kogekonen
naboen Ingrid kom til


Festen kunne begynde
familien strømmede til
biler som nu er på museum
stod ude langs grøften
parkeret i rækker
børnene løb glade omkring
de voksne hilste med knus
maden begyndte at dufte


Så fik alle en forret
stegen blev båret ind
stilhed når sovsen gik rundt
himlen var nær med dens smag
børnene kravlede rundt
løb ud og ind indtil
Sonja begyndte at synge
rundesang, rundesang


Så stoppede vi alle
snakken blev indstillet lidt
og når hun fortsatte
" Ib han synger den næste sang"
så var alle med hele vejen
vi fandt alle på en rundesang
og ventede måske på vores
min var "Alperosen"


Vi kunne bare teksterne
 det er umuligt idag
men dengang var det smukt
sammenhold og musik
smukke ord og kærlige ord
de bandt os sammen
vi fik fælles musisk oplevelse
et bånd igennem lyrik.


Tak for det ..







Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.01 | 08:43

Jamen så er det jo mit yndlingsbillede! Jeg har været hemmeligt forelsket i Greta siden jeg var otte år. :0)

...
23.01 | 00:20

Jo det er en collage hvor Greta Garbo kigger frem melllem stykker fra mine akvareller.. Har gang i nogle nye projekter med Marilyn Monroe

...
23.01 | 00:14

Tak skal du have .

...
19.01 | 17:31

Det mest følsomme og triste, jeg har læst, men samtidig fuldt af kærlighed og livsvisdom, med en gnist af fred

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE